Om at lade sig bøje, for ikke at knække

Om at lade sig bøje, for ikke at knække

Står du midt noget, der er så voldsomt at du er ved vælte, så er det her til dig

Om at lade sig bøje, for ikke at knække

Jeg har altid været fascineret af de forblæste træer ude vest på. De ligger nærmest, formet og bøjet af den stride blæst. Som et billede på livskraft trods strid vind.

Der er en visdom i de træer. En visdom, som jeg tror, vi mennesker kan have brug for, når der er kræfter på spil, der er ved at knække os. Det kan være sygdom, stress, ulykker og kriser. Jeg tror, de kan lære os noget, de træer. Noget om at vi, når vinden er for voldsom, må lade os bøje, for ikke at knække.

Men det kan føles meget skræmmende at lade os bøje og meget imod, hvordan vi er blevet fortalt at vi skal håndtere kriser. For det er jo ikke særlig helteagtigt at lade sig bøje, vel?

Helten, der IKKE lader sig bøje

Vores kultur har så mange historier om helte, der ikke lader sig bøje. ”han gav aldrig op” – ”hun mistede aldrig håbet” -”han lod sig ikke kue” Jeg kan se dem for mig, de der helte – i nyhederne, i serierne, i kampagnerne og reklamerne. De bliver ligesom opskriften på, hvordan man helst skal håndtere krise og modstand. Ved at stå fast og IKKE lade sig bøje!

Det er som om vi i vores kultur anser det at lade sig bøje for et nederlag. Som om det at lade sig bøje er det samme som at give op.

Vores første reaktion på voldsomme ting er ofte at stå fast og stå stærkt. Vi vil overleve det her. Vi vil ikke knække. Og der er sgu ikke tid og plads til at føle ret meget og tage for meget ind. Vores nervesystem er beredt. Det kan føles, som om vi nærmest er i krig eller som om hele verden er lidt uvirkelig. Det handler om rå overlevelse.

Meget af den her reaktion foregår helt uden om vores tænkehjerne. Der er ikke noget galt i den her reaktion. Det er dybt indlejret i os.

MEN

Det kan være forbandet hårdt at stå så stærkt og rankt. Vi kan nå til et punkt, hvor vi simpelthen ikke kan holde til det længere. Eller vi kan nå til at punkt, hvor vi må erkende at modstanden er så voldsom at vi knækker, hvis ikke vi lade os bøje. Eller, hvor modstanden er af en sådan form, at det det ender med at blive meningsløst at stå fast og kæmpe.

Det kan føles rædselsvækkende at stå der, lige før man lader sig bøje. Så mange tanker kan gå igennem os.

”hvis jeg lade mig bøje nu, så kommer jeg ALDRIG op at stå igen”

eller

”hvis jeg lade mig bøje nu og lukker stormvejret helt ind, så går jeg til grunde. Alt det stormvejret rummer, kommer til at æde mig med hud og hår!”

Sådan har jeg i hvert fald følt det. Som om at hvis jeg overgiver mig til at det her, så risikerer jeg at miste mig selv.

Jeg vil nu dele en af mine erfaringer med at lade mig bøje. Jeg håber den er brugbar. Jeg vil prøve at beskrive den så ærligt så muligt, for det er i sandhed et rædselsfuldt sted at være.

Om at lade lade sig bøje for dødens magt

Jeg har mærket styrken i det at lade mig bøje meget tydeligt de sidste måneder. Min mor døde i sommers efter få måneders intenst sygdomsforløb. Både hun og jeg erkendte ret hurtigt at hun ikke havde lang tid igen. Det blev tydeligt at her gav det ingen mening at kæmpe.

Det bliver så sat på spidsen, når vi taler om døden, for det er kun i film og eventyr at man kan vinde over døden, når døden VIRKELIG har valgt en. Og døden havde VIRKELIG valgt min mor.

Her mærkede jeg i den grad nødvendigheden af at lade mig bøje. At lægge mig ned og hyle sorgen, håbløsheden og magtesløsheden ud. At tigge om hjælp hos større magter, for ikke at bære det her alene. At lade mig fylde op af at det her var uafvendeligt. At lade mig fylde op at mørket, angsten og chokket.

Hernede, hvor jeg lod det hele blæse igennem mig og forme mig, skete der noget forunderligt. For det var, som om min modstand, min ” det her vil jeg ikke finde mig i” – min ” jeg kan ikke klare det her” blev mødt af en myndig stemme, der sagde:

” Det skal du! Det her er også livet. Du bliver nødt til at tage hele livet på dig”

Og selvom jeg ikke ville og ikke følte jeg kunne, måtte jeg erkende at det SKULLE jeg.

Bøjet helt ned i det kolde mudder, fornemmede jeg andre stemmer – de mange generationer, der før mig har stået overfor at miste. Det var som om deres smerte og erfaringer løftede mig lidt, så jeg ikke skulle bære det hele selv.

Hernede, bøjet af dødens magt, fik jeg kræfter til endnu et barskt kapitel i at være tæt på en elsket, der skal dø. Kræfter til at VÆRE i noget, hvor jeg INTET kunne gøre. Og fordi jeg, nødtvunget, havde sagt sagt ja til HELE livet med alt dets lort og lagkage, så fik jeg også lov at nyde den varme og kærlighed og skønhed, der kan være i at være tæt på en, hvis liv rinder ud. Og jeg kunne tage imod hjælp og varme knus fra de dejlige mennesker, der var omkring min mor.

Jeg tror helt oprigtigt ikke, jeg havde haft de kræfter, hvis ikke jeg havde ladet mig bøje. De kom til mig, aller dybest nede i mørket. Jeg gik ikke til grunde af at lade mig bøje. Jeg er blevet lidt mere kroget og bøjet, fordi livet har mærket mig. Mere ydmyg overfor livets og dødens kræfter, men jeg står endnu.

Jeg tror, det er min sygdom, der for alvor lærte mig at lade mig bøje. Men her omkring min mors død, har jeg erfaret endnu en flig af den visdom, træerne ude vest på vidner om.

Jeg tror vi alle mindst en gang i livet står over noget, der tvinger os til at lade os bøje. Det kan ulykker, sygdom, stress, kriser, dødsfald eller andet. Måske står du midt i det lige nu. Så ønsker jeg dig hjælp og livsmod til at gøre og være det, livet kræver af dig.

Står du tæt på et menneske, der er alvorlig syg af kræft, kan du få gratis støtte og vejledning på kræftlinien. Her kan de blandt andet vejlede om gratis psykologhjælp og støttegrupper. Du finder nummeret ved at trykke HER.

Har du brug for at tale med en præst? Du finder oplysninger om, hvordan du kan komme til det, ved at trykke HER

Jeg har ledt, men kan desværre ikke umiddelbart finde et gratis tilbud til muslimer

Ønsker du behandling, så ring eller sms på 30645390, eller klik for onlinebooking HER