Om at finde mening i det meningsløse

Om at finde mening i det meningsløse

Er du et sted, hvor du ikke kan finde meningen med det hele?

Så er det her til dig

Om at finde mening i det meningsløse

Vi mennesker er meningsskabende væsener. Når noget slår os om kuld, et traume, et dødsfald, en sygdom, en fyring, en fiasko , så har vi brug for at finde mening med det hele. Jeg tror, det er derfor, verden vrimler med historier om mennesker, der fandt mening i deres ulykke.

” Hun fik kræft, men kom stærkere ud på den anden side”

”Han blev udsat for x, y, z” , men kan nu bruge det til….”

og så videre.

Historier, der på en eller anden måde insisterer på en form for lykkelig slutning. Historier om vindere. Historier vi kan klamre os til, når meningsløsheden ånder os i nakken. Problemet med de her historier er at de er forsimplede. Og midt i meningsløsheden også ret ubrugelige.

Da jeg havde fået at vide jeg havde kræft(de tog fejl!) og troede jeg skulle dø fra mine børn, da var der ikke nogen mening at finde

Da jeg mistede min veninde og hun døde fra sine børn, var der ingen mening at finde og ingen lykkelig slutning.

Du som læser det her, du er nok også midt i noget, hvor meningen ikke er at finde. Hvad gør vi med vores behov for mening, når vi ikke kan finde den. Jeg vil nu beskrive, hvordan jeg fik hjælp i den situation. Og nederst på siden vil jeg linke til andre, der måske kan hjælpe dig til det samme.

Hvad gør vi med vores behov for mening, når vi ikke kan finde den?

Dengang alt omkring min sygdom stadig var nyt, blev det anbefalet at jeg skulle opereres. 4 overlæger og 4 sygeplejersker var samlet i et rum og fortalte mig om deres overvejelser. De havde alle mundbind på. Jeg så kun 8 par alvorlige øjne. De havde givet mig en 3d printet model af mit kranie inklusiv tumor i hænderne. De beskrev, hvordan de ville skære og erstatte min tumor med titanium. Hvis det altså var muligt at fjerne det hele, for det vidste de ikke om det var og der var naturligvis nogle risici forbundet med operationen.

Jeg var ikke interesseret i operation. Jeg var rædselsslagen og syns også de overreagerede helt vildt. Jeg havde jo lige fået at vide at det alligevel ikke var kræft, så hvorfor fanden havde de så travlt!!”

”Hvad vil der ske, hvis I ikke opererer?” spørger min kæreste.

”Så vil tumoren langsomt vokse sig ind i kraniet, trykke på dine kranienerver og til sidst trykke på den forlængede marv” var svaret.

Jeg vidste godt, hvad det betød. Det betød at jeg kom til at dø, hvis ikke operationen gik godt og tumoren blev ved at vokse. Ikke hurtigt( gud ske tak og lov) , men engang ude i fremtiden. Vejen derhen ville være en vej, hvor jeg i takt med at tumoren voksede, mistede diverse vitale funktioner.

Mest af alt var jeg rasende. Hvad fanden bildte de sig ind at fortælle mig det her! Jeg ville sgu ikke vide det!

Lægerne var ikke helt klare på deres anbefalinger og jeg blev indkaldt til et nyt møde og gik hjem i en blanding af benægtelse “Åndsvage læger, som overreagerer helt vildt” og korte glimt af rædsel. Meningen med det hele var meget svær at finde og alt føltes ret uvirkeligt.

Jeg var forbi min vidunderlige psykolog Helge Lassen og skældte ud over de åndssvage læger. Han bliver stille og siger så: ”Cathrine, du er syg”.

Først der fatter jeg det faktisk. At jeg er alvorligt syg.

Det rammer mig totalt. Jeg bliver grebet af ensomhed og fortvivlelse. Helge giver mig lov at være i det længe.

Så siger han ”Der er noget bag ved det, du føler lige nu ”

Jeg kan ikke finde det ”noget” Jeg er totalt fortabt i mine følelser. Han beder mig rykke stolen tilbage – og – ja det lyder tosset, men jeg besøger en ny og ret forfærdelig tilstand og er her en tid. En sidste gang bliver jeg bedt om at rykke stolen tilbage. Jeg lander nu i en tilstand, der er helt tyst, hvid og blød. En total fred. Et vidunderligt sted. En følelse af at det her har vi alle i os og her skal vi alle hen. Så går det op for mig at det jeg besøger er døden. Og så bliver jeg bange. Men angsten er kun hos mig, for det sted jeg besøger er vidunderligt og fyldt med fred.

Jeg får en fornemmelse af at vi alle bærer dødens tone i os. At vi faktisk søger den fred, den rummer og måske har besøgt den flere gange. Det kan være i de der helt særlige tilstande under meditation, i et særligt kraftfuldt øjeblik alene eller sammen. I de momenter , hvor livet rammer rent. Jeg fornemmer at døden ikke er fremmed, men meget velkendt, når vi engang skal opleve den. Den oplevelse fylder mig med trøst.

Hvad har mødet med døden så med mening at gøre?

Jo! Bagefter talte jeg med min psykolog om mit besøg i dødens rum. Han talte om at vi mennesker har to former for tryghed. Den lille tryghed og den store tryghed. Læs videre, så forklarer jeg nærmere

Den lille tryghed

Den lille tryghed hører til oppe i tænkehjernen. Den hjælper os med at vi har mad, tøj, regelmæssighed og forudsigelighed. Den lægger planer og styrer uden om skær. Den hjælper os til at klare os gennem livet. Den lille tryghed er konstant på arbejde for at hjælpe os og tusind tak for det!!!. Men når eksistensen ramler, så må den lille tryghed give fortabt. Hvor gerne vi end vil, så KAN vi ikke kontrollere og undgå alle livets skær. Og så ved den lille tryghed ikke, hvordan den skal handle. En tænkehjerne, der ikke ved, hvordan den skal handle, kan gå totalt i selvsving og holde os vågne nat efter nat. Måske kender du det?

Vi kan i forbløffende lang tid bilde os ind at vi stadig sidder i båden og har styr på tingene. Realiteterne er så sindsoprivende at vi slet ikke tør se dem i øjnene. Men fornemmelsen af uvirkelighed og af at drukne bliver mere og mere påtrængende. Da jeg endelig indså at min båd var væltet for længst, føltes det som at blive trukket ned i et hav af rædsel, magtesløshed og ensomhed. Som om nogen havde slået hul på min eksistens. Så er meningen med det hele ( og en plan!) svær at finde. I de tilfælde har vi ”kun” den store tryghed at læne os ind til. Forklaring følger i næste afsnit.

Den store tryghed

Den store tryghed! Hvad er det?. Her er mit bud, men du finder nok med tiden dit eget. Jeg tror, det var den store tryghed jeg besøgte, da jeg besøgte dødens rum. Den, der hviler i at døden er et vilkår. Den, der læner sig ind i , at det er begrænset, hvad vi kan styre her i livet. Den, der alligevel tør og tager hele livet med – på grund og på trods. Den, der sanser at ligegyldigt , hvor alene vi føler os, så er det at føle sig alene en følelse vi ALLE skal igennem. En kollektiv erfaring. Den, der med tiden sanser at magtesløshed både er en forbandelse og en befrielse.

Nogen finder den store tryghed i deres tro. Andre på en anden måde. Jeg oplever at der ligger en MENING i den store tryghed. Ikke i form af en sejrshistorie med en lykkelig slutning. Den slags historier hører til oppe hos den lille tryghed. Heller ikke i form af en handlingsplan, hvor vi finder tilbage til den, vi var før. Mere i form af noget, jeg mangler ord for. Noget, der gør livet dybere og større, end den lille trygheds fremtidsplaner.

Jeg vil slet ikke underkende vigtigheden af den lille tryghed. Den er fuldstændig uundværlig og du oplever sikkert, hvordan den knokler derudaf for at få styr på det kaos, du er havnet i. Det er bare ikke sikkert, den kan lige nu. Det er lidt som om den lille tryghed er en båd, og båden nu er kæntret. Den store tryghed er vandet. Noget vi skal lære at flyde i, men før vi kan flyde, må vi sanse det. Giver det mening?

At være sammen i magtesløsheden

Føler du dig helt alene på det åbne hav? Det er et fuldstændigt forfærdeligt sted at være. Men noget, der kan hjælpe er, hvis et menneske tør være med dig i det. Mange flygter, fordi de ikke kan eller tør. Mange tror de skal trøste eller fikse noget. Men det her kan ikke fikses. Måske kender du en, der tør være i mørket sammen med dig. Ellers kan du få hjælp af præster, psykologer og gratis hjælpetjenester i forskellige offer og patientforeninger. For mig gjorde hjælpen HELE forskellen. For mig var det simpelthen så styrkende at min psykolog ikke blev bange eller forsøgte at skåne mig fra realiteterne. Han troede på at jeg kunne holde til at se min død i øjnene. Det at han troede på mig, gav mig en tro på mig selv og gav mig mod til at gennemføre den skide operation, hvis det var det lægerne ville anbefale. Og vigtigst af alt, det gav mig mod til at turde livet med alt, hvad der følger med.

Hvad F….. er meningen? med min historie

– Noget helt andet. Min historie er på mange måder alligevel en af de der ulidelige vinderhistorier. Lige nu er min tumor ikke vokset i tre år. Jeg skal ikke opereres, før den vokser. Symptomerne spænder ikke længere ben i min hverdag. Jeg sidder på mange måder trygt tilbage i min lille båd, i hvertfald for en stund. Men jeg mærker at mødet med døden og den store tryghed er med mig, når det trækker op til storm. Altså, tro ikke jeg flyder rundt i eksistensen i en dyb erkendelse af dybere MENING konstant, for det gør jeg fandme ikke! Men jeg mærker at jeg har stilhedens tone med mig og det styrker og trøster mig. Derfor deler jeg alligevel den her oplevelse med dig. I respekt for at det, der kan lyde let og selvfølgeligt, er ligesom at kæntre på åbent hav, når vi er midt i det.

Hjælp til dig

Jeg gætter på at vi er mange, der i vores fortvivlelse og mangel på mening søger nye steder hen, når meningsløsheden rammer os.

Her kommer mine bud på steder, hvor jeg har følt mig mødt og har mærket min store tryghed.

Hør hospitalpræst Lotte Mørk fortælle om sygdom og død, om meningsløshed og magtesløshed og om, hvad meningen med livet er HER.

Hør en for mig helt vidunderlig sang af Violetta Parra. Sangerinden Anisette har beskrevet den, som at blive vugget i livets favn. Et vidunderligt billede på at læne sig ind i den store tryghed. Denne sang er i mit liv blevet sunget både til fødsel og død og rummer både skønheden og smerten. Du kan lytte til den HER

Med kærlig hilsen Cathrine

Book tid til kraniosakralterapi på 30645390. Vil du ringes op til en afklarende samtale tryk HER. For onlinebooking tryk HER