Om at mestre tilbagefald

Om at mestre tilbagefald

Hvis du har gået med noget længe, så kender du sikkert alt for godt. Oplevelsen af et tilbagefald.

Det gik lige så godt – noget løsnede – og lysnede – du begyndte at turde tro på, der var en vej ud. Dit blik begyndte måske forsøgsvis at løfte sig mod horisonten i stedet for stift at fokusere på at tage et vaklende skridt af gangen og så…. BANG! – så sker det


TILBAGEFALDET

  • Måske kommer du til skade igen
  • Måske kom du til at gøre noget, der åbenbart var for meget
  • Måske kom livet i vejen og noget krævede din fulde opmærksomhed og al din møjsommeligt opsparede energi
  • Måske slap du bare tøjlerne lidt og lindede på alle de stilladser, du har bygget op, fordi det dulme bare er så tiltrængt at slå ud med håret og være ufornuftig engang imellem
  • Måske kommer det bare helt uden nogen ordentlig forklaring – hvad f…. er nu det.

Ligegyldigt, hvad der har forårsaget det, så er reaktionen tit den samme

  • Selvbebrejdelse – for du skulle ha passet bedre på – ikke?
  • Håbløshed – nu har du kæmpet så hårdt og så er du slået helt hjem – nytter det overhovedet noget at kæmpe videre?
  • Sårbarhed? – skal der virkelig ikke mere til at slå dig ud – hvorfor kan du ikke holde til en skid?
  • Selvbebrejdelse igen – sig mig – har du da ikke lært en skid
  • Angst.. bliver det nogen sinde bedre?
  • og
  • og
  • og……

Du driver rundt i et mudder af angst, vrede, frustration, håbløshed, sorg og måske er din første reaktion bare at kaste alt over bord – alt det du har erfaring med der virker – for hvad fanden nytter det, når nu…

Genkender du det her?

Det er ikke sikkert at tilbagefald kan undgås. De er nok en del af livets cyklus. Og med de briller på, ligger der også en nøgle, der muligvis kan hjælpe dig

Vi har ofte en række forventninger til, hvordan et RIGTIGT helingsforløb skal se ud. De forventninger kan spænde ben for os, fordi de er med til at gøre at VI føler os forkerte når vi ikke lever op til vores forventninger. Billedet nedeunder illustrerer en typisk forventning.

Helingsforståelse

Vi forestiller os ofte at heling foregår i sådan en ret fremadskridende bevægelse, sådan at jo længere tid der går, jo bedre får vi det.

Men, jeg har aldrig ( hverken som behandler eller patient) oplevet et helingsforløb, der gik så glat.

En mere realistisk helingsforståelse

Når jeg har forløb med mennesker, der har været udsat for et fysisk traume, har langvarige smerter eller stress, tegner jeg ofte denne meget mere virkelighedstro version af en helingsrejse for dem.

En helingsrejse har nemlig altid bakker og dale – det er en del af rejsens anatomi. Hvis bare dalen er en smule mindre dyb end den foregående, eller varer kortere tid, så er du på rette vej.

Et tilbagefald er altså ikke nødvendigvis et skridt tilbage – det er simpelthen sådan helingsforløb fungerer

Men den her linjere måde at tegne helingsforløb mangler noget. Og det “noget” kan være meget vigtigt og brugbart, når du er landet i tilbagefaldet. 

Når helingsrejser går i ring

Kender du det, når du i livet og i dit helingsforløb igen og igen vender tilbage til de samme temaer og problematikker, du skal mestre? – det kan give en frustrerende følelse af at “nu står jeg her igen!, Den næste tegning viser dig at selvom situationen er den samme, så er DU forandret.

Helingsforløb kan også tegnes som en spiral

Når tiden tegnes som en spiral, forstår vi pludselig heling på en hel ny måde

Billedet viser, hvordan “skaden sker og en krise opstår” i midten af spiralen. Med tiden bevæger vi os længere og længere væk fra skadestidspunktet, men hver gang vi har taget en tur i spiralen, møder vi “krisen” igen. For hver gang vi møder “krisen” igen, har vi bevæget os længere væk fra skaden og vi kan se på vores situation med nye øjne og nye redskaber.

Med de briller på, ser vi at vi skal omkring de samme problemer (det vi oplever som tilbagefald) igen og igen – men at vi – hver gang vi har udviklet os lidt, har ændret perspektiv på dem. Forestillingen om tiden som spiral er  lånt fra Tanja Eskesens bog “Kællingens bog ( som hermed er anbefalet varmt)

Vi kan også se at når en situation minder os om en tidligere personlig katastrofe(skaden), så kan vores kroppe ikke nødvendigvis skældne mellem nutid og fortid. Vi risikerer at blive overvældet af alle de følelser og fysiske symptomer, der prægede os dengang skaden skete, selvom de faktisk ikke står mål med vores nuværende situation.

Om at mestre tilbagefald


Hmm….Mit bud på et svar er: følelser først, vær konstruktiv bagefter.

Allerførst er det ok og faktisk også konstruktivt at give dine følelser rum og plads. Du kan nemlig alligevel ikke se klart, når følelserne bulrer. Så prøv at acceptere at de er der og giv dem plads for en stund. Måske kan en del af dig kikke med fra sidelinjen, og blive lidt klogere på, hvorfor du reagerer som du gør.


Er det muligt, bare at tude og rase, eller hvad der nu virker for dig, når du skal lukke damp ud?

For dine følelser er helt berettigede. At være i tilbagefaldet er rædderligt. Nogle gange kan det være virkelig gavnligt at få behandling lige på det tidspunkt, så den panik du måske overvældes af kan dæmpes. Panikken kan i sig selv forværre dine symptomer. Behandlingen kan også hjælpe dig til at blive mere klar på, hvad der egentlig har sat krisen i gang. 

Når du så kan tænke og se lidt mere klart igen, så er det, du måske kan begynde at fornemme det nye perspektiv.

Du kan spørge dig selv:

  • Hvad virkede sidste gang? Hvilke værktøjer jeg har god erfaring med at bruge, når jeg har det sådan her.
  • Hvad kan jeg gøre selv?
  • Hvorfor får jeg det mon så dårligt? Er der noget min krop prøver at fortælle mig? Er der noget jeg har selv har mulighed for at skrue på?
  • Har jeg brug for hjælp eller har jeg værktøjerne til at klare det her selv?
  • Er det her et regulært tilbagefald- eller er der noget i mig eller mine omgivelser, der har mindet min krop om “skaden” og uden det egentlig var nødvendigt, sat alle alarmklokker i gang? 

Svarerne på de spørgsmål rummer din erfaring. Er det muligt at mærke styrken i den erfaring?

For du har jo klaret det før. Og denne gang har du et endnu bedre udgangspunkt for at kunne klare det igen. For du ved jo, hvilke værktøjer du skal bruge. Det gælder bare om at huske at bruge dem, der virkede der, da du havde det lige præcis, som du har det nu.


Måske vil du opleve at dit tilbagefald forvandler sig til en oplevelse af at den her krise, den kan du faktisk godt mestre. Når du har prøvet et par gange – og ja – det kommer du nok til – så kan de her tilbagefald komme til at føles som en storm, der skal rides af. Den er upraktisk og irriterende, ja faktisk ret hæslig at være midt i, men du drukner ikke.

Er tilbagefald så noget, man bare skal hilse velkomment sådan totalt ukritisk

Nej ikke altid! Der er både gode og dårlige spiraler.

Hvis din spiral ikke rykker sig ud af flækken og måske nærmere er en lille krusedulleplet, hvor det du kan, er blevet virkelig begrænset, så er det tid til at få hjælp.

Du har læse mere om at mestre når heling gr langsomt ved at trykke her

Jeg ønsker dig al mulig god vind med den proces.

Kærlig hilsen Cathrine

Del dette opslag
Kopier til udklipsholder

Mærk en forandring med kraniosakralterapi

Er du klar til at tage det første skridt mod et mere balanceret og smertefrit liv? Book din session i dag, og oplev selv, hvordan kraniosakralterapi kan transformere dit velbefindende. Mærk forskellen og tag skridtet mod et sundere, mere harmonisk liv.

CTA Image