Langsom heling
Er du ked af det og frustreret over at du ikke får det bedre hurtigt nok?
Så er det her til DIG:-)
En helingsrejse kan være lang. Er der noget du kan gøre for at den er til at holde ud?
Dette indlæg rummer en nøgle til, hvordan vi kan leve med at heling tager tid. Men inden jeg kommer derhen, vil jeg først fortælle lidt om muligheden for quickfixes og om nogle typiske forventninger til heling.
Er quickfix en mulighed?
Vi har tendens til at forvente at heling går hurtigt. Hvis vi bare får den rigtige behandling, så får vi det også bedre hurtigt ikke? Og vi kan hurtigt komme tilbage på hesten og klare alle de ting vi plejede at klare – ikke?.
Mit svar er “jo måske!” Nogle gange findes der quickfix. Nogle gange kommer folk til mig med noget, de har gået med længe og jeg har lige præcis det værktøj, der skal til, for at de får det bedre. Som om de fik pillet en sten ud af skoen, de alt for længe har vadet rundt med.
Derfor er jeg også stor fortaler for at man søger hjælp og at man er kritisk, når man vælger behandler.
Har du gået med noget længe og troet det gik over af sig selv – så er det på tide at få hjælp.
Nogle gange skal der simpelthen hjælp til, for at du kan få det bedre..
“Jamen, jeg får skam hjælp” – svarer du måske – “Det virker bare ikke”
Hvis du har været igennem et eller flere behandlingsforløb uden ordenligt effekt, skal der ske noget. Har du været ved den samme behandler længe og står tingene stille, så er det på tide at lede efter en ny – eller være helt ærlig med dig selv, om du overholder de anbefalinger, behandleren giver dig. Hvis du ikke overholder anbefalingerne, er det så fordi du ikke får nogen? – fordi din tillid til behandleren mangler? eller fordi anbefalingerne er helt urealistiske? Er der noget, der knirker i forhold til din behandler, så bliver du nødt til at være ærlig med din behandler – og droppe ham eller hende, hvis det ikke går.
Nogle gange skal der en anden behandler til, for at du kan komme videre i din helingsproces.
Hvis du har en historie med en laaang række af behandlere, som ikke har levet op til dine forventninger, så er det ikke sikkert du skal skifte en gang til. Måske bliver du nødt til at ændre på dine forventninger til, hvor hurtigt heling sker.
Det er det, mit indlæg handler om, men først vil jeg skrive lidt om de typiske forventninger til heling og om, hvordan de kan spænde ben for vores helingsproces.
Vores forventninger til, hvordan en helingsproces forløber, kan komme til at spænde ben
Jeg vil påstå at de fleste af os har en række forventninger til, hvordan en helingsproces forløber.
Forventning 1: Helingsprocesser går da hurtigt ikke?
Vi forventer ofte at vores krop hurtigt og effektivt kan fixe de gener vi døjer med. Hvad enten det er gener efter en skade, noget der er kommet snigende, eller stress. En Psykolog fortalte mig engang at når det gælder stress, så kan man som tommelfingerregel regne med at den tid, det har taget at opbygge tilstanden også skal bruges i den anden ende til at blive rask igen. Nogle gange har det taget meget længere for os at opbygge den tilstand, der giver os gener end vi lige er klar over. Dette fører mig videre til forventning 2.
Forventning 2: Forklaringen på, hvorfor vi har det skidt, er simpel
Vi forventer at forklaringen på, hvorfor vi har det skidt er simpel – ala – “jeg brækkede mit ben – derfor har jeg ondt”. Sådan er det selvfølgelig også nogle gange., men ofte er det mere kompliceret end som så. Tit kommer folk i tanke om diverse knubs og skader eller perioder med stress, når de ligger på min briks. Alle disse små og store bumb, har tilsammen medført at kroppen har været mere udsat. Symptomerne er ofte kun toppen af isbjerget. Nogle gange kan en dybere forståelse for alt det kroppen har klaret, være et vigtigt skridt til at møde sig selv med lidt mere nænsomhed og tålmodighed. Måske kan vi så endda acceptere at helingsrejser også rummer tilbagefald.
Forventing 3: Under en helingsproces skal vi få det bedre hele tiden, ellers er der noget galt
Prøv lige at lytte til ordet “tilbagefald” Ordet er nærmest ladet med fiasko. “Jeg var på vej frem, men så faldt jeg tilbage”, synes det at betyde. Og sådan opleves det dulme også, når det sker. Men det er slet ikke altid et såkaldt tilbagefald, virkelig er et skridt tilbage. Det kan du læse meget mere om, i mit indlæg om tilbagefald. Lige nu vil jeg bare understrege at med lidt øvelse og måske en kærlig guide på sidelinjen, kan du lære at møde dine “tilbagefald” med nænsomhed og omsorg og faktisk vokse af dem.
Nu vil jeg dele mine tanker om, hvad vi kan gøre, når helingsprocessen IKKE går som vi forventede.
Når helingsprocessen IKKE går som vi forventer.
Mange der kommer til mig har gået og kæmpet med noget på egen hånd længe og nu kan de ikke gabe over mere ubehag længere.
Andre har været forbi flere forskellige behandlere først, før de kommer til mig. Deres vej til heling har allerede været lang.
Når noget ikke bare går over af sig selv, eller med hjælp fra diverse dygtige behandlere, er det nødvendigt at udvide linsen for, hvad der ligger til grund for symptomerne og hvad det vil sige at være i en helingsproces.
Min erfaring med langsom heling er, at folks fysiske tilstand kan skyldes en helt masse forskellige ting, der til sammen har sat deres krop under pres. Det kan være en blanding af fysiske og psykiske knubs og ofte bliver folk overraskede over at gamle oplevelser stadig har indflydelse på, hvordan de har det nu. Derfor kan vejen til heling også være fyldt med underlige sideveje og med momenter, hvor alt virker mudret og uigennemskueligt. Til gengæld kan mudderet og sidevejene være der, hvor du finder problemets rod og noget for alvor letter og løsner sig i dig. Ikke kun fysisk, men også psykisk.
Nogle gange er langsomme helingsprocesser simpelthen langsomme, fordi der er mange vigtige ting, du skal have med på vejen. Det faktum gør det ikke nødvendigvis mere tåleligt at have det skidt, men muligvis oplever du en dyb læring og mening med noget af det, du finder på vejen til at få det bedre.
Ofte er der fremgang uden vi opdager det
Det kan tage tid at se en indstat give pote
Måske genkender du det her: ” jeg har passet mine øvelser og min behandling, taget mine pauser, spist x,y,z og jeg har stadigvæk pisse ringe” Det er jo SÅ frustrerende, når det der sådan og det er det en gang imellem. Når folk fortæller mig det her, må vi sammen på detektiv arbejde. Ofte ( ikke altid) skyldes det at de faktisk har fået det bedre og derfor har lavet mere end de plejer og har kørt for hårdt på.
Når vi har det skidt, er vi så fikserede på målet ( at kunne det, vi kunne før) at de der musseskridt derhen, virker helt ubetydelige.
Musseskridt er IKKE ubetydelige – de udgør VEJEN.
Derfor kan det virke som om det tager laaang tid, før din indsats giver pote
En af nøglerne til heling er igen og igen at lære at forvalte de ting, du kan lige nu og her, uden at brænde ud, fordi du vil mere. At afprøve grænserne for din formåen OG gang på gang at tilgive dig selv, når du i iver, frustration og utålmodighed kommer til at gøre for meget, eller slækker på indsatsen
Jeg ved det godt. Det er lettere sagt end gjort. Hvordan f…. gør man det til at holde ud, når heling tager lang tid. Det vil jeg komme med mit bud på nu.
Hvordan gør man det tåleligt, når heling tager lang tid.
Det kan være virkelig råt at skulle acceptere at heling kan tage lang tid. At det, der fylder og gør dit liv ubehageligt og gør at du føler du ikke slår til, måske bliver hos dig længe. Måske har du allerede accepteret det. Måske er du midt i den proces lige nu og så må den godt få plads, så du kan sørge og rase over den kendsgerning.
At erkende at du har haft det skidt længe og ikke kan holde det ud længere – og at det (måske) bliver ved at være sådan i lang tid, er en virkelig vigtig erkendelse.
For paradoksalt kan der også være en lettelse og et vigtigt helingsskridt i den erkendelse
En lettelse fordi det ikke er dig, der noget galt med – du er “bare” rendt ind i en virkelig stor opgave.
Et vigtigt helingsskridt fordi du, i den erkendelse måske bliver ramt af ” det er sgu alvor det her” og får vækket noget ” nu skal der ske noget!!!”
Næste trin er at stille dig selv følgende spørgsmål:
“Hvis jeg skal have det sådan her en rum tid endnu – hvad bliver jeg så nødt til at skrue på, for at kunne holde det ud?
Min påstand er at et vigtigt skridt til din heling ligger i det svar. Vi kan have tendens til at fortsætte med at leve som vi plejer, til vi har blodsmag i munden, fordi vi bilder os ind at lidelsen er ovre lige om lidt. Og den biden tænderne sammen, kan stå i vejen for vores heling. Det er svært for kroppen at hele, hvis vi konstant hænger i neglene og nærmest kun overlever.
Hvad skal der til for at du, som du har det lige nu, kan leve frem for at overleve?
Lov mig at tage svaret alvorligt.
Du kan læse om tilbagefald og om helingsrejsens bakker og dale ved at trykke her
Kærlig hilsen Cathrine