Støtte til dig, der har været udsat for dårlig behandling?

Støtte til dig, der har været udsat for dårlig behandling?

Kæmper du med manglende tillid til læger eller andre behandlere på grund af dårlige oplevelser?

Så er det her til dig!

Støtte til dig, der har været udsat for dårlig behandling?

En sort samvittighedsliste

Vi behandlere begår fejl! Som både behandler og patient har jeg både været offer og skurk, når det gælder fejl. Det har lært mig noget, som måske kan være en hjælp og støtte til dig, der har været udsat for dårlig behandling.

Jeg har været behandler i over 10 år og patient i lidt over 3. Som behandler ved jeg jo godt at jeg ikke kan gøre alt perfekt hele tiden, selvom jeg ville ønske jeg kunne. Jeg har begået fejl!. Jeg har også trådt folk over tæerne på grund af iver, usikkerhed, uvidenhed og uopmærksomhed. Helt sikkert mange flere, end jeg er bevidst om, men dem jeg er bevidst om, har reddet mig som en mare. Mest af alt dem, hvor jeg ikke fik gjort det godt igen. Jeg gætter på at alle, der har med mennesker at gøre, har en sort samvittighedsliste. Det har jeg i hvert fald. For jeg ved at min rolle som behandler, rummer et stort ansvar.

Jeg tror det med selv at have begået fejl som behandler, var en hjælp for mig, da det var min tur til at blive patient og blive udsat for “fejl”. Og jeg håber mine oplevelser fra begge lejre, måske kan være en hjælp til dig, der bærer på ubehagelige oplevelser og mangler tillid til behandlersystemet. Her kommer min oplevelse.

En seriøs fejldiagnosticering

Da jeg gik til lægen med den der underlige bule, der var vokset ret meget omkring min kæbe, gik det stærkt. Jeg kom i kræftpakke og var igennem diverse undersøgelser. Efter nogle uger i limbo kom jeg og min kæreste ind på hospitalet og skulle have svar. Lægen som fortalte, var rolig, alvorlig og rar. Jeg fik at vide at jeg havde kræft i kæbeknoglen. Det var et osteosarcom. Det havde nok spredt sig til mandlen og der var nok også noget i mit bryst. De vidste endnu ikke helt, hvordan jeg skulle behandles, men indtil videre skulle jeg have fjernet mandler og taget en biopsi af kæbeknoglen dagen efter, så de vidste helt præcist, hvilken slags kræft det var. Det eneste de kunne sige var at jeg nok ville være så travlt optaget af diverse behandlinger at jeg ville få svært ved at passe mit arbejde.

Min kæreste er læge. Han forstod, hvad den diagnose i virkeligheden betød. Osteosarcom i kraniet er noget, man nok ikke overlever. Jeg har senere fået at vide at jeg, med den diagnose højst ville have 1,5 år tilbage at leve i. Min kæreste skånede mig og fortalte mig ikke konsekvenserne af min diagnose og jeg spurgte ikke. Noget i mig sagde at den slags skulle jeg ikke spilde kræfter på, før jeg fik det endelige svar. Jeg var mest af alt ramt af en totalt uvirkelighedsfølelse og af fornemmelsen af at de måtte tale om en anden end mig.

Om eftermiddagen følte jeg mig nødsaget til at kontakte alle mine klienter med beskeden om at klinikken var lukket på ubestemt tid. Dagen efter skulle jeg opereres. I de 2 ugers ventetid på det endelige svar, gik jeg og var totalt til rotterne. Det gør ret ondt at få fjernet mandler. Jeg skældte og smældte og syns det var totalt overdrevet at jeg skulle opereres, men jeg havde jo heller ikke rigtig fattet at lægerne kæmpede for at redde mit liv.

Så kom dagen, hvor jeg skulle have svar på undersøgelserne. Jeg kom ind til en helt anden læge, som fortalte mig at de havde taget fejl. Min tumor var slet ikke ondartet. Det var ikke kræft i hverken mit bryst eller mine mandler. Jeg skulle nok stadig behandles, men var altså ikke dødeligt syg. Jeg tror, jeg var i chok igen. Selvfølgelig helt utroligt lettet, men også så fortumlet at jeg aldrig fik spurgt ,hvordan de kunne tage så alvorligt fejl. Eller fik fortalt hende, hvad det havde gjort ved mig og alle omkring mig at jeg i to uger havde gået rundt med en dødsens alvorlig kræftdiagnose. Eller fik påtalt at jeg havde været igennem en fuldstændig unødvendig operation. Eller fik sagt at jeg havde brug for at de sagde undskyld.

I ugerne bagefter kom der små hulkende lettelsens udåndinger, imens det langsomt sev ind at de gudskelov havde taget fejl. Men det var også i de her uger at den fulde gru i min første diagnose, blev klar for mig. Jeg fattede pludselig at døden havde åndet mig i nakken og at min kæreste havde gået rundt med den viden helt alene, for at skåne mig.

Så blev jeg indkaldt til en samtale om det videre forløb. Da jeg læste indkaldelsesbrevet, gik det op for mig at jeg ikke kunne lægge min krop i hænderne på flere læger. Efter fejldiagnosen stolede jeg simpelthen ikke på, de ville behandle mig rigtigt. Noget måtte gøres. Jeg måtte konfrontere den læge, der i sin tid gav mig diagnosen, med den mistillid, den her affære havde vækket i mig.

At konfrontere en behandler med en dårlig oplevelse

Kunne jeg godt være bekendt at konfrontere den første læge med min dårlige oplevelse?

Jeg var splittet. Der var to stemmer inden i.

Den ene sagde: ”Den her læge har travlt med mennesker med ÆGTE kræft og han har sgu ikke tid til at tage sig af dine følelser. Du skal ikke forstyrre ham i hans vigtige arbejde”

Den anden sagde: ” Du får ikke tillid til de læger , der skal behandle dig, før du har gjort det her, og hvis ikke du har tillid til dem, så kan du ikke samarbejde og så bliver du ikke rask”

Så jeg tog mod til mig og ringede….

Vi talte sammen i telefonen ham og jeg. Jeg husker tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Han fortalte at alle deltagerne til morgenkonferencen havde været overbevist om at jeg havde kræft. Men at alle engang imellem tager fejl. At han var ked af det. At det var godt jeg ringede. At han havde tænkt på mig. Jeg sagde til ham at det var som om jeg først ville fatte, jeg ikke havde kræft, hvis jeg hørte HAM sige det. HAM som i første omgang havde overbragt min dødsdom. Så det gjorde han. For min skyld. Og jeg græd lettet. Men vigtigst af alt. Han gav mig lov til at mærke det menneske, han var bag kitlen. Og det hjalp mig. Det hjalp mig helt vildt.

Hvad vil jeg sige med det her. At den måde han mødte mig på, faktisk har været det mest helende, jeg har oplevet i min kontakt med hospitalet. Det gav mig følelsen af at være noget værd og gav mig håb.

Jeg møder desværre rigtig mange , der virkelig kunne have brug for at møde sådan en behandler. Folk, der føler sig sønderbombet af behandlingssystemet.

Sønderbombet af behandlingssystemet.

Som kraniosakralterapeut er jeg sjældent første behandlervalg. Folk har tit været igennem diverse behandlere, før de kommer til mig. Nogle har så mange dårlige oplevelser med sig at de nærmest føler sig sønderbombet af behandlingssystemet. De sidder tilbage med en række diagnoser, eller mangel på samme og føler at læger og andre behandlere er ligeglade, har misforstået , har nedgjort, har reduceret, har ubetydelig-gjort, har kassetænkt og har glemt at lytte.

Den fortabthed, følelse af ubetydelighed og mistillid det giver, kan være livsfarlig. For oplever du ikke at din behandler har tillid til dig , eller mangler du tillid til behandler, så kan der være vigtige ting omkring dit helbred, der glipper, når I taler sammen og noget kan overses. Nogle gange har jeg fundet symptomer, der kan være potentielt alvorlige hos mine klienter og anbefalet dem at søge læge. De har trukket på skuldrerne og sagt ”Jeg er færdig med at gå til læge – han/hun gider ikke høre på mig” Mit svar til det er – så skal du dulme finde en læge, der gider lytte på dig, for det er du værd.

Andre gange er der tale om frygtelige misforståelser, hvor patienter oplever lægen ikke gider behandle dem, men hvor lægen ikke kan, fordi man ikke kan finde ud af, hvor problemet er. Men, hvor der på det eller anden måde er gået noget i tabt i kommunikationen, så patienten føler sig totalt smidt på gulvet af lægen. Hvor elefanten i rummet – den der følelse af:

“jeg føler ikke du behandler mig ordentligt – jeg føler du er ligeglad med mig”

– Ikke bliver sagt, så misforståelsen bliver ved med at rumstere.

Dårlig behandling har en social slagside

Det frygtelige er at det her har en social slagside. Forskning viser at mennesker med lange uddannelser taler et sprog, som læger og andre behandlere med lange uddannelser bedre kan forstå. Folk med længere uddannelser stiller spørgsmål og sikrer sig i højere grad at de har forstået budskaberne – og de stiller høje krav. Folk med længere uddannelse kommer ofte til lægen med mere simple problematikker, der kan addresseres inden for 10 minutter. Hvorimod komplekse problemstillinger tager længere end den tid, der er afsat. Men det gør ikke de komplekse problemstillinger mindre vigtige. Eller folk, der bærer rundt på dem, mindre værd.

Som patient er man ret udsat

Som patient er man i en ret udsat position. Men kommer til en behandler og viser blod, sved, snot, lort og tårer og blotter dele af ens personlige helvede. Vi har faktisk krav på at vores behandlere tager varsomt imod det. Og vi må GODT stille krav. Om at de lytter. Om at de indrømmer fejl. Om at de gentager ting, vi ikke forstår. Om at de yder en form for behandling eller støtte, der gør en forskel. Om at vi føler os taget alvorligt. Vi må GODT godt kontakte dem igen, hvis vi ikke fik spurgt eller sagt det vi ville.

Hvis en behandler ikke er en hjælp, så må man altså godt skifte dem ud, hvis det er muligt. Hvis du tør, så fortæl den nye behandler at du er blevet noget bulet og skrammet af behandlersystemet og bed dem om at passe på dig. Eller, hvis du på nogen måde tror, det kan gavne jeres relation, tage en snak med din nuværende behandler om din oplevelse. For sådan en snak kan være med at at bryde mure ned, genskabe tillid og i sidste ende redde liv. Og det er du værd!

Jeg tror jeg har fundet en tommelfingerregel for de behandlere, jeg har tillid til. Dem der tør være åbne for muligheden for at begå fejl. Og som vedkender sig det, når det sker. Dem som lytter til mig. Dem som tager mine følelser alvorligt. Dem der tør vise mig at de er mennesker.

Konfronteret med dårlig behandling

Hvordan er det så som behandler at blive konfronteret med fejl eller dårlige oplevelser. Jeg vil selvfølgelig helst aldrig nogen sinde have begået den fejl eller udsat nogen for noget ubehageligt, MEN min oplevelse med den læge, har lært mig noget meget vigtigt. Jeg bliver faktisk taknemmelig for at folk tør fortælle mig om deres oplevelser. Jeg føler de rækker mig en gave – nemlig muligheden for at gøre noget godt igen

Skal du tage en vigtig snak med din læge eller en anden behandler, så klik HER og find en guide til, hvordan du sikrer dig at få mest muligt ud af jeres møde. Når du læser den, så læg mærke til, hvor mange gange det understreges hvad DINE rettigheder er. Blandt andet at du har ret til at stille spørgsmål, sikre dig at lægen har forstået dig og at du har forstået lægen, at samtalen foregår i ordentlige omgivelser og vende tilbage, hvis du glemte eller blev i tvivl om noget.

Skal du tage svære samtaler, kan det være rart at have en med. Kender du ikke en, der vil kunne følge dig, er der flere organisationer, der tilbyder hjælp fra bisiddere. Er du i kræft forløb klik HER, ER du psykisk sårbar eller pårørende til en der er det, så tryk HER, ældresagen tilbyder også gratis bisidder- tryk HER

Vil du ringes op til en uforpligtende samtale, så tryk HER. Du kan booke tid på 30645390 eler booke online HER