
Nogle lidelser kræver et solidt stillads
Har du oplevet et eller flere seriøse bump på vejen – det kan være et fysisk traume, stress, eller sygdom – og vil du gerne være mere modstandsdygtig når livet kræver dig?
Så er det her til DIG
Nogle lidelser kræver et solidt stillads
Måske genkender du dig selv i det her udsagn:
Du har været væltet. Måske er du nu ved at famle dig frem til noget, som du kan støtte dig op af, så du forsigtigt kan rejse dig. Måske står du op, men har oplevet, at der skal meget mindre til end tidligere, før du falder igen. Det er som om kroppen i højere grad end tidligere har brug for et stillads, så du kan også kan stå fast i strid kuling. Det er opbygningen af det stillads, denne tekst handler om.
Jeg har erfaret at jeg har brug for et meget stærkere stillads efter jeg er blevet syg. Min tumor gør at der ligesom er noget grus i maskineriet og at alle andre dele skal være ekstra velsmurte, for at jeg fungerer. Det har taget – og bliver ved med at tage – mange ture med biden i græsset at erkende at jeg ikke kan leve mit liv lige så skødesløst, som jeg kunne før min sygdom. Mange af mine klienter har det på samme måde.
Denne tekst er tænkt som en inspiration til dig. Den beskriver hvilke ting, der udgør mit stillads. Måske er du et sted, hvor du lige nu famler efter den første lille del af stilladset. Måske er du et sted, hvor du er nået et plateau i din helingsrejse og ser dig om efter et nyt tiltag, der kan hjælpe dig til at få det bedre. Måske har du det allerede ret godt, men ønsker bare mere modstandsdygtighed, når livet kræver dig.
De følgende ting er IKKE ment som en løftet pegefinger. De er IKKE ment som en ” hvis du ikke gør ALLE de her ting, så er det din egen skyld, du ikke får det bedre” – SLET IKKE! De er heller ikke ment som det ENESTE svar på hvordan man bygger sit eget personlige stillads. Det er KUN dig, der kan mærke, hvilke dele dit stillads skal indeholde.
Tingene mere ment som en slikbutik, du kan gå ind i og se, om der måske skulle være en af delene i stilladset, der frister dig og som du har lyst til at smage på.
Og…
Selvom slik er fristende, så lov mig du ikke prøver at gennemføre alle tiltagene på en gang.
Selv har det taget mig mere end tre år at bygge det her stillads og jeg er slet ikke ortodoks omkring det. Selvom tingene beskrives her, så øver jeg mig stadig – hver evig eneste dag – på alle de der evigt fornuftige ting, som jeg godt ved der virker, men som er kedelige og bøvlede.
Det er på mange måder både lidt bøvlet og lidt kedeligt at gå rundt med sådan et stillads. Jeg slår i hvert fald ikke helt så meget ud med håret, som jeg gjorde engang. MEN, det har dulme også mange fantastiske bivirkninger. Når jeg har gode dage og dem har jeg heldigvis allerflest af – så har jeg det jo virkelig godt. Og jo stærkere jeg står, jo mere kan jeg slække på stilladset.
Jeg beskriver de forskellige dele af stilladset her nedenunder:
Søvn
Jeg behøver vist ikke at sige så meget om de gode egenskaber, der ligger i det. Måske er en del af dit symptombillede at du sover dårligt, men hvis du rent faktisk sover godt om natten og bare går for sent i seng, så er der VIRKELIG meget at hente her. Hvis du bøvler med søvnen, er der måske nogle af de andre dele af stilladset, der kan hjælpe dig til at sove bedre. Måske giver det mening af få professionel hjælp.
Kost
Jeg har selv oplevet at kost kan en helt masse fantastisk. Jeg er ikke ekspert, men har du lyst til at eksperimentere , så bliv klogere HER, hvor forsker og farmaceut Anette Sams deler viden om kost og de mirakler, det kan gøre for os.
Du finder hendes madpyramide lidt nede på siden HER. Lad dig ikke forvirre af at artiklen handler om diabetes 2. Principperne virker på så meget andet end den sygdom.
Motion
– åh for f.. jeg lyder jo som en fra sundhedsstyrelsen. Men en vigtig ting her. Vi kan have tendens til at tænke at motion skal være noget med fitnesstøj og sved på panden, før atdet er fint nok. Her vil jeg bare understrege at motion er MEGET mere end det! motion er en gåtur, en cykeltur, nogle blide øvelser, noget der vækker og smører vores krop. Lidt motion er SÅ MEGET BEDRE end ingenting.
Stress:
Vi er mange, der er blevet mere sårbare overfor stress efter vi har været væltet. Det er som om kroppen har fået en ” jeg vil ikke finde mig i det pis” alarm, der hurtigt kan gå i gang ,når vi bliver pressede. Meditation, indlagte pauser, brug af natur, prioritering af, hvilke aftaler der er vigtige du deltager i kan gøre en kæmpe forskel. Er det på nogen måde muligt at skabe luft til at VÆRE i dit liv.
Psykisk velbefindende:
Måske har du nogle psykiske sår, der spiller med i din tilstand. Med det mener jeg IKKE at det du mærker i din krop er indbildt, slet ikke. Men i min optik kan krop og psyke slet ikke adskilles. Fysiske smerter sætter sig i psyken og psykisk pres bæres i kroppen. Den sammenhæng har jeg mærket i mig selv og oplevet så mange af mine klienter mærke. Måske giver det mening for dig at få hjælp til at undersøge og drage omsorg for dine psykiske sår, med en professionel terapeut.
Gode mennesker tæt på.
Åh mand, gode mennesker tæt på er balsam for sjælen. Men er du omvendt i relationer, der er destruktive og som tærer dig og tapper dig, er der måske et arbejde at gøre her, i forhold at stå op for dig selv og dine inderste behov og værdier. Måske er det et arbejde du kan klare selv. Måske kræver det støtte og hjælp fra mennesker tæt på eller en professionel.
Selvomsorg og selvkærlighed
Selvomsorg og selvkærlighed er jo dulme mange ting. Det kan være en tilstand, en meditationsrutine, eller noget andet kontinuerligt. Det kan også være vedligeholdende behandlinger ved en behandler, der hjælper dig og din krop til at stå stærk trods diverse bump og blæsevejr.
En følelse af mening
Ja tak – hvad f… er meningen med at have det ad helvedes til… spørger du måske!
Lige midt i mudderet er meningen sgu ikke til at få øje på og det er SLET ikke sikkert, det er her du skal sætte ind lige nu. Jeg har på ingen måde en agenda om at du skal finde dine lidelser meningsfulde. MEN – måske vil du, når du har stået oprejst et stykke tid og har kunnet se udsigten opleve at der faktisk er kommet nogle dybe erkendelser med fra din rejse. Måske mærker du at du har lært noget du ikke ville have kunnet lære på andre måder. Noget der gør, du kan relatere til andre mennesker på en måde, du ikke kunne før. Eller noget du har brug for at give videre til andre. Det skal komme indefra og ikke været endnu et pres, der lægges på dine skuldre. Mening kan og skal ikke forceres.
Kære du – jeg håber du har fundet noget, du kan gå videre med. Jeg er meget nysgerrig på, hvad der udgør dit stillads, for måske har du fundet noget, der kan inspirere mig og andre herinde.