Impact is my boss

”Impact is my boss. ” Det stod der på et lille klistermærke, der var klistret op på væggen ved mit sæde i et tog, jeg kørte med for et par måneder siden.

Det jeg skriver her, er til dig, der føler dig unyttig, uduelig eller til besvær, fordi sygdom, stress, skader eller andet gør at du ikke kan være den udgave af dig selv, du gerne vil være. Det handler om at “Impact is my boss”stikker langt dybere end vi har fantasi til at forestille os.

”Impact is my boss” Jeg læser det som et mantra, der kan hjælpe os til at træffe de RIGTIGE valg her i livet. Der er tyngde og swung i det her udsagn – et ønske om at gøre rigtig, godt, virkningsfuldt og garanteret også nogle gange svært og tungt.

Hvem vil ikke gerne kunne bryste sig af, at det er ønsket om at skabe positiv indvirkning og effekt, der leder dem i livet?

Min første tanke da jeg læste det var ”JA DA” Jeg tænkte lidt over alle de tanker, jeg gør og har gjort mig om, hvordan jeg bruger mig selv mest rigtigt og godt og nyttigt i mit arbejdsliv – om hvordan jeg ranker mig, når en person fortæller min behandling har hjulpet dem –

DET MÅ DA VÆRE IMPACT!

Ikke?

Jo sikkert, men….

Så kom min anden tanke.

At gøre indtryk, at forandre, og at sætte aftryk er jo SÅ meget mere og dybere end, hvad vi gør på jobbet, i foreningen, i nabolaget, i familien og alle de andre steder , vi mennesker har roller at spille.

Prøv lige at læse den sætning, du læste der, en gang til. For det kan dulme være vigtigt at huske i livssituationer, hvor vi pga sygdom, skader, stress eller andet, må trække os fra alle de der roller, eller hvor rollen forandrer sig, som følge af det, vi er i.

Det kan være situationer , hvor vi kan plages af :

”hvem er jeg, når jeg ikke er og kan…”

eller

”hvad er jeg værd , når jeg ikke gør nytte?”

Impact er SÅ meget mere end alle vores roller og det vil jeg gerne illustrere med en oplevelse, der står så klart for mig at jeg bliver rørt, hver gang jeg tænker på den.

Jeg vil gerne tage dig med tilbage til sommeren 2020…

Jeg lå i en sygehusseng uden for operationsstuen og ventede på at blive opereret. Jeg var rædselsslagen og helt alene. På grund af corona måtte jeg ikke have nogen med mig ind på hospitalet.

Dagen før havde jeg været inde hos lægen og havde fået at vide at jeg havde aggressiv knoglekræft i kraniet. Det havde spredt sig til mine mandler og nok også til mit ene bryst .

Derfor ville de nu operere mig. De ville fjerne mine mandler og tage en biopsi af min tumor, for at blive klogere på, hvilken form for kræft, der var flyttet ind i min krop.

Den biopsi viste sig heldigvis senere gudskelov at frikende mig for kræft. Men lige der i sengen var kræften min virkelighed.

Jeg var aldrig blevet opereret før. Jeg lå i min hospitalsseng helt alene, fuldt fokuseret på ikke at rejse mig og løbe væk.

Ved siden af mig lå en ældre mand. Jeg tror, han var meget syg. Jeg husker han havde poser og slanger bundet fast til sengen. Jeg kunne mærke hans nærvær. Han sendte mig et par hurtige blikke, som om han ikke ville trænge sig på.

Da personalet kom for at hente ham, ønskede jeg ham held og lykke.

Han svarede

” Tak og lige måde– jeg ville ikke forstyrre dig – du lå og så så koncentreret ud”

– jeg bliver helt rørt, når jeg skriver det her, for…

Jeg oplevede at han, der selv var syg og skrøbelig, med sine ord og sit nærvær rakte udover afstanden mellem sengene og strøg mig over kinden. Jeg mærkede at han havde set mig og tænkt på mig. Han gav mig et kærligt holdepunkt at tage med mig ind på operationsstuen, så jeg var lidt mindre alene,

Jeg vil aldrig glemme ham og det han gav mig der. Aldrig.

Han har sat et dybt aftryk i mig.

Mon den mand mon aner, hvad det han gjorde der, har betydet for mig?

Garanteret ikke?

Mon han af og til har kæmpet med tanker om at være til besvær og ikke gøre nytte?

Garanteret

Det gør jeg i hvert fald. Og jeg gjorde det i endnu højere grad, da jeg havde det dårligt.

Det tossede er at vi hver især er ret blinde for det lys vi kaster ud i verden og ofte er helt uvidende om , hvor særlig og fin en sti vi træder for andre.

Ikke med vores bedrifter, men med vores rene og skære væren.

Så.

Kære du, der læser dette og kæmper med tanker om at være unyttig, ubrugelig og til besvær.

Jeg vil bare lade dig vide at du, bare fordi du er, har en dyb betydning.

Vi mennesker sætter ikke kun kun aftryk, når vi er stærke , raske og handlekraftige, men også når vi er skrællet ind til benet, afmægtige og sårbare.

Vi sætter faktisk særligt vigtige og dybe aftryk der. Vi spinder tråde ind i det tæppe med uendeligt mange nuancer, som menneskelivet er. Vi berører andre mennesker , hvad enten vi ved af det eller ej.