Ude af synch

ude af synch

Ude af synch

Kender du den der fornemmelse af at være ude af sync. At det dejlige og rigtige er lige der foran din næsetip, men at smerter eller indre uro gør at du ikke rigtigt kan mærke det og tage det ind.

Måske mærker du det mest ved at du har extra meget lyst til at flygte – ind i telefon, skærm, job.

Måske mærker du det mere som en fornemmelse af ikke at være helt til stede.

Så er det her brev til dig

At være ude af synch

Hvert år tager min familie og jeg på ølejr. Til jer, der ikke ved hvad ølejr er, så er det en primitiv form for ferie, hvor man mødes nogle mennesker ude i naturen, sover i store telte, har bål, ser solnedgang, nørkler lidt, ser på ungerne der leger eller leger med dem , drikker kaffe og- jaa – bare ER sammen en hel uge.

Hver gang jeg ankommer på ølejren, sker der det samme. De første dage er ubehagelige. Det er som om der er lopper i kroppen – alt skulle være helt fantastisk – det var det jo sidste år, men jeg kan ikke rigtig finde mig til rette – hvad f… skal jeg egentlig tage mig til? – hvad er meningen med bare at gå her og tulre – hvorfor kan mine unger ikke gå et andet sted hen end bare at hænge på mig hele tiden – hvorfor kommer den der paradisølejr stemning ikke NU, når nu alt er lige foran mig.

Jeg bliver konfronteret med alt det baggrundsstøj jeg bærer rundt på, men som normalt bliver overdøvet af hverdagens trummerum – og hold da op, hvor mit system larmer. Så meget jeg slet ikke kan tage noget ind, selvom det bliver serveret for mig på et sølvfad. 

Om pludselig at lande

Og så – et par dage inde i ugen sker miraklet. Det går op for mig at en morgen er blevet til formiddag og til eftermiddag uden jeg helt har registreret det. Jeg har bare stornydt eksistensen og set på mine unger og drukket min kaffe og sludret og grinet og soppet og trukket vejret – Ølejrmagien har indfundet sig og det mærkes som om, det er den bedste ølejr nogen sinde og jeg er en smule forelsket i alle de folk, jeg er sammen med.

Nu har jeg efterhånden været på ølejr mange gange og jeg ved det er sådan, det er. Den der “ude af sync stemning” ikke kan presses væk. Jeg bare må give mig hen til den, gå nogle aleneture og læne mig ind i den ro naturen tilbyder mig. Jeg må vente og stole på at den letter, så jeg kan lande for alvor.

Hvad vil jeg sige med alt det her

Ude af synch fornemmelsen er et kraftigt vink til os om at vi er blevet lidt væk fra os selv.

Når vi befinder os i en tilstand af mere eller mindre konstant ude af synch

Når jeg bruger eksemplet fra mine somre på ølejr, er det fordi det er så dejligt gennemskueligt, hvad der er på færde – Det er langt mere kompliceret, når den der ude af synch fornemmelse har sneget sig ind i mig og er blevet mere eller mindre permanent. Der kan være for mig være noget fysisk, at udmattethed, hjernetåge og smerter laver en form for glasvæg mellem mig og verden. Det kan også være mere psykisk – en understrøm af noget rædselsvækkende, der fjerner min evne til at møde verden. Ja og selvfølgelig er det ofte en kombination. Dig, der har været udsat for noget traumatisk eller været under voldsomt pres, vil måske genkende det jeg beskriver. For mig er det blevet en advarsel om at noget må gøres – for jeg er på vej ud et sted, hvor jeg ikke kan bunde.

Hvordan finder jeg hjem, når jeg er blevet væk fra mig selv?

Nogle gange kan vi finde hjem ved at opsøge stilhed og være lydhøre for, hvad kroppen prøver at fortælle. Andre gange har smerter, uro, pressen for brystet, tørretumplertanker og fanden og hans pumpestok, sat sig totalt fast. Så er det tid til at få hjælp. Hjælp til at få ro på systemet. Hjælp til at slippe spændinger. Hjælp til at være nærværende. Ahhhh, bare lægge sig på briksen og får en behandler til at slukke for larmen. For det er jo sådan det foregår ikke?

Ehhh nej, ikke altid. Det skriver jeg mere om i næste afsnit.

Når du ligger der på briksen og burde slappe af – og hele kroppen spiller tekno i stedet

Har du nogen sinde prøvet at ligge og få behandling og ikke rigtigt kunnet slappe af. Du har måske følt du burde være mere afslappet, burde nyde behandlingen mere. Måske har du endda skammet dig og følt du spildte penge og din behandlers tid. Måske har du givet dig selv skylden, hvis der ikke kom gode resultater. For mig at se kan der være to ting på spil. Enten er der foregået noget til den behandling , som din krop ikke har været tryg ved, eller også er du kommet en tur på “ølejr”

Folk kommer til mig, fordi noget skurrer i kroppen. Så ligger de der på briksen og omgivelserne er stille. Der er pludselig ro og rum til virkelig af lytte. Det de så mærker, er ikke ro, velvære, afslapning. Det er i stedet at noget larmer, gnaver, sitrer, skurrer. Hvad er det nu for noget. For de kom jo for at slippe af med skidtet, ikke for at det skulle larme endnu højere. Kan det på nogen måde være sundt og gavnligt.

Mit korte svar er ja – hvis du føler dig i trygge hænder og føler dig klar til at lytte.

Larmen kan være kroppens måde at fortælle sin historie på. 

Måske fortæller kroppen om, hvor bange den blev, i det der trafikuheld og at den stadig ikke har fattet at den for længst er kommet ud af bilen

Måske fortæller den at fornemmelsen af ikke at kunne få vejret skyldes at den bærer på en stor sorg.

Måske fortæller den at de der spændinger i nakke , skulder og kæbe er fordi, den konstant skal hive sig selv op ved hårrødderne, fordi livet kræver alt for meget.

Måske fortæller den at smerterne i bækkenet skyldes den magtesløshed, den følte under barnets fødsel.

Og og og.

Alt sammen byrder, der koster store mængder energi at bære. Og som kan gøre at vi kan have svært ved at tage verdens ind og boltre os i den. Men ved at få hjælp til at lytte og imødekomme, kan der ske helt fantastiske ting.

Måske kan kroppen kan endelig fatte at ulykken er ovre og kan endelig bruge energien på andet end at spænde op, for at undgå katastrofe.

Måske er der pludselig mulighed for at græde og med det åbnes der op for adgangen til hele følelsesregisteret, så man kan føle sig levende igen.

Måske bliver det muligt at møde sig selv og sin krop med nænsomhed, når det bliver klart, hvor stort et arbejde kroppen har klaret. Måske kan vi komme til at se på os selv og vores kroppe med kærlighed og stolthed i stedet for med ” du kan jo ikke en skid og hvorfor gør du ondt hele tiden”

Måske ændres magtesløsheden til en følelse af mestring fordi – “hold da op – den fødselsoplevelse var jo fuldstændingt rædselsfuld, men – jeg klarere den”

Smerterne og spændingerne mindskes, men endnu vigtigere. Noget forvandles og muligheden for at være mere til stede opstår. Vi lander. Ikke på Ølejren, men i os selv.

Er det et quick-fix. Nej! – hvis de her ting var simple at håndtere og møde, så var vi ikke landet her.


For mig er den der ude af sync oplevelse blevet en lille hjælper, der minder mig om at der er noget i mig, der ikke er landet. Noget jeg skal give plads og lytte til, selvom jeg allerhelst bare vil distrahere mig selv væk fra ubehaget. Nogle gange kan jeg klare mine ude af sync situationer selv, – ved at meditere, være i naturen eller på andre måder lytte og mærke ind ad og give plads og rum til, det min krop fortæller mig. Andre gange kræver det professionel hjælp

Jeg ønsker dig al mulig god vind med at lande i dig selv.

Vil du læse mere om, hvordan naturen kan hjælpe dig med at lande, så klik HER

Vil du læse mere om kriser og hvordan de blandt andet kan resultere i uvirkelighedsfølsels så klik HER og land på psykiatrifonens hjemmeside.

Venlig hilsen Cathrine

Book tid på 30645390. Vil du ringes op til en afklarende samtale tryk HER. For onlinebooking tryk HER